Disneyland Resort Paris
Disneyparkerne i Paris, eller Disneyland Resort Paris, som det hedder nu, er vores første Disneyland-oplevelse. Derfor glemmer vi heller aldrig vores første ophold her, og derfor har parkerne i Paris en særlig plads i vores hjerter!
At gå rundt her en forårsdag, i efterårsferien eller til jul, er for os lig med Disneyglæde og nostalgi. Vi håber, I vil se med her, og læse om vores oplevelser iblandet gedigen information om parkerne. I kan læse med her på siden eller klikke jer ind på relevante sider oppe i meny-linjen.
I Disneyland Paris er der to forlystelsesparker; Disneyland Park og Walt Disney Studios Park.
Indgangene til de to parker ligge side om side, næsten, idet der bare er en kort gåtur mellem dem. Når man kommer fra Disney Village, som man går igennem, hvis man går fra sit Disneyhotel til parkerne, går man næsten lige frem for at komme til Disneyland Park, hvis indgang ligger bag ved det lyserøde Disney Hotel, mod venstre for at komme til Walt Disney Studios Park, og stationen med holdepladser til shuttle-busserne har man på højre hånd. Kommer man fra shuttle-bussernes holdeplads, går man frem og til højre mod Disneyland Park og næsten lige frem for at komme til Walt Disney Studios Park.
Disneyland Park er den park, der ‘tegner’ Disneyland, med alle de kendte steder som Torneroses Slot, Main Street, sjove rutchebaner og de mange smukke udendørsscenarier relateret til Disney, eventyr og romantik! Det første, der møder en, er det store, lyserøde Disneyland Hotel, som man går under for at komme til selve indgangen. Man går gennem billetsalg og kontrol til højre og ind i selve parken, hvor det første, der møder en, er synet af Main Street, der skal ligne en typisk amerikansk hovedgade i en mindre by. Først når man kommer ind på midten af ‘rundkørslen’, ser man op gennem Main Street til Torneroses slot, og her skal det obligatoriske Disneyland – here we come!-billede tages!
Disneyland Park er inddelt i fem hovedområder, som vi beskriver nærmere andre steder, nemlig det omtalte Main Street, Discoveryland, Adventureland, Fantasyland og Frontierland.
Walt Disney Studios Park kommer man til gennem de store låger og ind over torvet og videre gennem Studio 1, en kæmpe bygning, der skal ligne et stort studie, med restauranter, forretninger og masser af Disneyfilm-magi. Gå gennem bygningen for at komme ud i selve parken, der er opdelt i Toon Studio, Production Courtyard og Backlot samt Et område med Toy Story-inspirerede forlystelser.
I Walt Disney Studios Park finder du forlystelser, der relaterer sig til Disneyfilm og til produktionen af Disneyfilm. Her er både lidt mere seriøse forlystelser, hvor man kan lære noget om Walt Disney og hans mange tegneserier og -film, og de nyere, sjove forlystelser knyttet både til film og animationsfilm. Det skriver vi også mere om på siden om Studios i Paris ( i daglig tale kalder vi blot denne park for Studios i Paris).
Dertil kommer Disney Village, der ikke er en forlystelsespark, men snarere et område med butikker og restauranter. De fleste er Disneys egne, men der er også spisesteder, der ikke er Disney, bl.a. McDonalds og Star Bucks. I butikkerne her kan man stort set købe alle de samme ting som i parkerne.
Comments
One Response to “Disneyland Resort Paris”Trackbacks
Check out what others are saying...[…] Disneyland Resort Paris […]