Cheyenne

Det vilde Vesten!

Hotellet er bygget op som en cowboyby, med saloon, heste og hvad der ellers hører til i en westernfilm, og det hele er ret gennemført. Lobbyen er dekoreret med alle mulige Wild-West-ting, og personalet er klædt i cowboytøj. Her kan man også møde Disneykarakterer på fastsatte tidspunkter, hvornår de kommer plejer at blive annonceret i Lobbyen.

Hotel Cheyenne

Hotel Cheyenne

Hotellets standardværelser består af en dobbeltseng og en køjeseng med to køjer, de sædvanlige to stole og et lille bord samt et tv-møbel. Der er desuden en relativt stor garderobe og et udmærket bad. Man går langs en grusvej eller på træfortovene, der ligger langs med alle de små bygninger med træfacader udformet som Saloons, Hoteller, Sherifkontor osv.

Morgenmad hører med og består af en fransk buffet, med rigtig mange forskellige ting, diverse til mælk og yoghurt, croisanter, frugtsalat (med dåsefrugt), de typiske franske søde sager som æblemos, kager og budding. Dertil juice, kaffe, the og den obligatoriske varme kakao. Da hotellet er et billigt hotel, er madens kvalitet ikke så udsøgt som på de dyre hoteller, men den er ganske udmærket, selvom drikkevarerne hentes i en automat. Og igen drejer det sig om at spise rigeligt, og så spare lidt på frokosten.

Aftensmad kan man købe og det er også en meget stor buffet med bl.a. Soup De Jour, masser af forskellige, børnevenlige retter fra pizza til spaghetti med kødsovs, grøntsager, kylling, ris, kartoffelmos og pommes frites. Det lækreste er dog et lækkert, KÆMPE dessertbord, især hvis man kan lide tærter. Chokoladekager, tærter, buddinger, frugt, oste, kiks, kager, …UHM! DET kan anbefales. Stedets aftensmadsrestaurant kan i det hele taget varmt anbefales, hvis man vil spise rimeligt billigt, det er jo en spis-alt-hvad-du-kan-restaurant, og børnevenligt.

Man kan faktisk sagtens gå fra hotellet til Parkerne, det tager kortere tid, end man skulle tro. Turen passerer Hotel Sequoia Lodge og Hotel New York fra bagsiden, går op foran New York og videre gennem Disney Village. En dejlig tur, men med små børn vil/bør man nok tage shuttlebussen.

Man går ned gennem 'Byen' for at komme til Parkerne.

Man går ned gennem ‘Byen’ for at komme til Parkerne.

Hotel Cheyenne var det første Disneyhotel, vi besøgte, og derfor står det naturligt nok som noget særligt, især også, at ungerne elskede at lege cowboys og indianere mellem træhusene med de indkøbte geværer. Hotellet besøgte vi igen i 2012, og da virkede det en anelse slidt.

Reklamer
  • Subscribe med din email her og modtag opdateringer hver gang vi ændrer på bloggen!

    Slut dig til de 30, der følger denne blog

%d bloggers like this: