Cars Land, CA

IMG_4502

Cars Land er den nyeste tilføjelse til Disney California Adventure Park, og her har Disney virkelig vist hvad de kan! Landet er, selvfølgelig, inspireret af Disney’s Cars, og det må siges at være enormt velud- og gennemført. Den største, og mest populære, forlystelse i Cars Land er Radiator Springs Racers, som også er nyeste skud på stammen af forlystelser i Disneyland Resort California. Det er hvad Disney selv kalder en “thrill ride”, men det er langt fra på California Screamin’ niveau, og man kan med ro i sindet tage børn med så længe de er over 102 cm. Forlystelsen tager dig en tur med rundt i Cars-universet, og selvom man ikke er den typiske målgruppe for Cars er det alligevel en tur værd. Vi var i hvert fald meget imponerede! Det kan voldsomt anbefales at trække Fast Pass til Radiator Springs Racers, da forlystelsen er MEGET populær. Gør det som noget af det første når I kommer ind i parken hvis I gerne vil have fast pass tid før 21.

IMG_4456

Radiator Springs Racers indeholder selvfølgelig et kapløb!

IMG_4457

Hvis man har rejst rundt i det vestlige USA vil landskabet i Cars Land se meget velkendt ud!

Hvis man overhovedet ikke bryder sig om vilde forlystelser, eller bare er meget glad for radiobiler, prøv Luigi’s Flying Tires, der også er at finde i Cars Land. Her driver man rundt på kæmpestore traktordæk, holdt oppe af luft – lidt ligesom en kæmpe air hockey bane. Forlystelsen blev desværre lukket i februar 2015, men forventes at genåbne let modificeret i 2016 under navnet “Luigi’s Rollickin’ Roadsters”. Sidst, men ikke mindst, kan nævnes Mater’s Junkyard Jamboree, der er en helt klassisk te-kop-forlystelse.

IMG_4451IMG_4452

I Cars Land er det også muligt at møde “figurerne” fra Cars-filmene. De kan både bevæge øjne, “mund” og snakke, og så kan man selvfølgelig få taget billede med dem.

IMG_4499Cars Land er ikke det område i parken man finder mest mad, men de har da både Cozy Cone Motel og Flo’s V8 Café. Begge cafeer er Quick Service, og serverer hurtig-mad til 10-12 dollars pr. entree. Hos Flo’s V8 Café kan man få kylling, ribs og salat – og som altid har de en vegetarret, der her består af bulgur, grøntsager og kartoffelmos. Vigtigst af alt kan man få milkshakes i bedste Grease-stil, meget passende til stemningen der emmer af Route 66 i 50’erne. Hos Cozy Cone Motel kan man få chili og churros. Udvalget af rigtig mad er ikke så stort her, hvor de primært sælger dessert, is og popcorn. Prisen ligger lidt under Flo’s. Mad og drikke i parkerne generelt gennemgås mere dybdegående under fanen “Mad og Drikke“.

Reklamer
  • Subscribe med din email her og modtag opdateringer hver gang vi ændrer på bloggen!

    Slut dig til de 30, der følger denne blog

%d bloggers like this: